I sidste års spanske Supercup gik bølgerne højt, da Barcelona endte med at vinde returkampen 3-2 hjemme på Camp Nou.
Kampen endte med tre direkte røde kort, hvoraf to af dem faldt til Real Madrid-spillere (Mesut Özil og Marcelo, red.).
Efterfølgende blev der uddelt karantæner til Real Madrid-træner, José Mourinho og Barcelonas daværende assistenttræner, Tito Vilanova, for den meget omdiskuterede episode, som fandt sted på sidelinjen i forbindelse med alt postyret.
Karantænerne lød på hhv. to dage til Mourinho og én dag til Vilanova.
I går (tirsdag, red.) besluttede det spanske fodboldforbunds præsident, Ángel María Villar, dog at ophæve alle karantæner – både til spillere og trænere.
Dermed vil Mourinho være at finde på bænken, når Real Madrid den 23. og 30. august møder Barcelona i den spanske Supercup – og Mesut Özil og Marcelo vil naturligvis også få muligheden for at spille med i de to kampe.
Hvad synes du om beslutningen fra RFEF’s side om at ophæve alle karantæner i Supercup’en? Kommentér herunder.



