Transfermarkedet (116)
Real Madrid vil give Neymar 11 mio. euro årligt, Barcelona 8 mio.
I nat så det ud til, at Neymar-sagaen blev afsluttet én gang for alle. Catalanske medier troede, at handlen var lukket, således at han skiftede til FC Barcelona, hvorfor de catalanske sportsavisers forsider i dag er prydet med Neymar iført en Barcelona-trøje og overskriften ”Købt”. Men nej. For klokken 01:45 dansk tid offentliggjorde Santos, at de havde accepteret et tilbud både fra Barcelona og Real Madrid. Efter Santos’ pressemeddelelse mødte Neymars og hans far op på Santos’ kontor for at vurdere buddene. Man regnede med, at der ville komme et svar her i nat, men sådan blev det ikke. Klokken 05:43 sagde hovedpersonen nemlig selv følgende:
- Det er en ære og mit livs lykkeligste øjeblik. Jeg vil tænke på de to forslag med kærlighed. Jeg vil beslutte det med min familie, jeg har ikke travlt. Beslutningen kan komme ud om fem minutter, en halv time eller tre dage.
- Vi kan ikke tage en beslutning, mens vi er oppe at køre. Vi tager hjem og ser på, hvad Neymar vil.
Real Madrids bud er ifølge brasilianske medier på 35 mio. euro til Santos og 11 mio. euro netto årligt til Neymar, mens Barcelona angiveligt har budt henholdsvis 28 mio. euro og 8 mio. euro. Barcelona har dog også tilbudt to venskabskampe til Santos, en i Spanien og en i Brasilien.
Real Madrid forhandlede om stortalent på Bernabéu
Real Madrid har sat alt ind på at hente Europas bedste spiller under 21 år til klubben. Isco, der vandt Golden Boy-prisen i 2012, har været rygtet til kongeklubben adskillige gange i løbet af denne sæson, men nu ser det ud til, at madrilenernes interesse ikke længere blot er et rygte. Således var Málagas sportsdirektør, Mario Husillos, genereldirektør, Vicente Casado, spillerens repræsentant, Rafael Comino og endda Iscos far var til stede på Bernabéu i dag.
Málaga vil have, at Real Madrid betaler spillerens frikøbsklausul på 35 mio. euro, men det er mere, end hvad madrilenerne er villige til at betale. Derfor vil de inkludere en eller flere spillere i handlen for at sænke prisen. Her nævnes stortalentet Jesé Rodríguez som et muligt emne.
Málagas direktør, Francisco Martín Aguilar udtalte følgende til morges:
- Real Madrid har stor interesse i ham. Men intet er officielt.
Han bliver Real Madrids nye træner, hvis Ancelotti ikke gør...
Ifølge Marca skulle Real Madrid allerede have sikret sig tilgangen af den nuværende Bayern München-træner Jupp Heynckes, i tilfælde af at Carlo Ancelotti ikke får lov at forlade PSG uden økonomisk kompensation. Heynckes bliver afløst af Pep Guardiola til sommer, og selvom Heynckes har rundet de 68 år, er det ikke sikkert, han trækker sig tilbage endnu efter sin fremragende sæson i spidsen for tyskerne.
Hans agent på Bernabéu
Om morgenen i fredags var Enrique Reyes, Jupp Heynckes’ agent, forbi Santiago Bernabéu, og selvom forklaringen på det lød, at han blot skulle hente nogle billetter til pokalfinalen, der blev spillet på Bernabéu samme aften, så udelukkes det ikke, at han samtidig talte med repræsentanter fra Real Madrid.
Den tyske træner var træner for det Real Madrid-hold, der vandt klubbens syvende Champions League-titel tilbage i 1998, og han vil med glæde tage endnu en tørn i spidsen for verdens største klub. Han skulle efter sigende allerede have indvilliget i at overtage efter Mourinho, hvis Ancelotti ikke ender med at skifte til kongeklubben.
Førsteprioriteten hedder Carlo Ancelotti, og Jupp Heynckes er altså navnet på Real Madrids plan B.
Officielt: Mourinho færdig i Real Madrid
Florentino Pérez har på en pressekonference her til aften bekræftet det, der igennem et godt stykke tid har været en offentlig hemmelighed, nemlig at José Mourinho stopper som træner i Real Madrid efter sidste ligakamp.
Mourinho har stået i spidsen for kongeklubben siden sommeren 2009, og det bliver i alt til 1.007 dage som Real Madrid-træner for portugiseren. Tre sæsoner og tre titler.
Real Madrids førstevalg til at afløse Mourinho er Carlo Ancelotti, hvis nuværende klub, Paris Saint-Germain, dog ikke lige umiddelbart vil lade italieneren forlade Frankrig. Hvis PSG ikke lader Ancelotti gå, nævnes Rafa Benítez som en mulig plan B.
Officielt: Ancelotti vil til Real Madrid
Paris Saint-Germains sportsdirektør, Leonardo, præsident Nasser Al-Khelaifi og Carlo Ancelotti har holdt et møde for at snakke om trænerens fremtid, og sagen er den, at italieneren vil skifte til Real Madrid.
- Carlo har bedt os om at lade ham tage til Real Madrid, men vi vil gerne have, han bliver. Der er ikke taget nogen beslutning. Vi har hørt på, hvad Carlo har at sige, og nu skal vi lige se. Vores intention er stadig, at han bliver. Vi har endnu ikke kontaktet andre trænere, sagde Leonardo ifølge Marca umiddelbart efter mødet.
Ancelotti, der netop er blevet kåret til årets træner i Frankrig, havde følgende at sige:
- Vi venter på et svar fra klubben, som lige skal have et par dage til at beslutte sig, sagde Ancelotti, der bekræftede, at hans ”intention er at forlade klubben”.
Om hans fremtid tilføjede han:
- Der er flere muligheder. Real Madrid er en af dem. Men jeg har et år tilbage af min kontrakt, og jeg afventer klubbens beslutning.
Den franske præsident udtalte sig også:
- Jeg sagde til ham, at han har en kontrakt, og at man normalt skal respektere kontrakten. Vi tilbød ham en ny kontrakt på yderligere et år, men han vil væk.
Ifølge tv-stationen BFM TV ønskede Ancelotti ikke at diskutere en kontraktforlængelse, efter Leonardo afviste hans anmodning om at få flere beføjelser, især hvad angår spillerindkøb.
Ancelotti vil have Pirlo eller Valero til Real Madrid
Ifølge La Gazzetta vil Carlo Ancelotti hente Andrea Pirlo eller Borja Valero til den spanske hovedstad til sommer. Pirlo, der fylder 34 år senere på ugen, har et år tilbage af sin kontrakt med Juventus, og der spekuleres i, at Real Madrid vil tilbyde ham en treårig kontrakt, hvilket vil se ham afslutte sin fantastiske karriere på Bernabéu.
Et andet alternativ skulle være Borja Valero, der blev rygtet til Real Madrid i flere omgange, da han spillede i Villarreal. Den tidligere Real Madrid-spiller har spillet en stor sæson for Fiorentina, og det åbner dørene for, at han vender tilbage til den klub, hvor han fik sin fodboldopdragelse.
Pirlo udtalte for nylig, at han var tæt på at skifte til Real Madrid tilbage i 2006, da Fabio Capello blev udnævnt til træner for klubben. Den italienske træner forsøgte med alle midler at overtale Pirlo, og selvom det var tæt på at lykkes, valgte den tidligere verdensmester at blive i Italien. Nu, syv år efter, kan det dog være, at midtbanestjernen får en ny chance for at skifte til Real Madrid.
Ancelotti meddeler PSG, at han vil væk inden for 48 timer
Ancelotti var noget tvetydig i sine udtalelser, efter Paris Saint-Germain vandt den franske Ligue 1 i søndags i Lyon:
- Nu vil jeg snakke stille og roligt med PSG, sagde italieneren.
Ancelotti ønskede ikke at skabe for meget opmærksomhed om sig selv på så stor en dag for klubbens fans, der ikke har vundet det franske mesterskab i 19 år. Men ifølge AS har italieneren altså besluttet sig for at forlade den franske hovedstad. Selvom han har et godt forhold til ejer Al-Khelaifi og sportsdirektør Leonardo, så kan han ikke tilgive førstnævntes intention om at fyre ham tilbage i december, da holdet tabte for tredje kamp i træk. Det ene nederlag sendte PSG ud af pokalturneringen, og de andre to nederlag var i ligaen, hvilket betød, at PSG var rykket ned på fjerdepladsen, fem point efter Lyon. Det var næsten besluttet, at Leonardo skulle stå i spidsen for truppen resten af sæsonen.
Men skæbnen ville det, at PSG skulle spille en afgørende kamp imod Porto kun tre dage efter, og det udsatte guillotinens fald, selvom Ancelotti var blevet informeret om, at han havde et ultimatum. PSG besejrede Porto med 2-1 og gik dermed videre til ottendedelsfinalerne som ettere i gruppen. Samtidig bad nogle af truppens mest markante profiler ejeren om at lade italieneren fortsatte. Og det gjorde han.
Ancelotti har dog ikke glemt episoden, selvom sheiken gerne vil have, at han står i spidsen for truppen næste sæson også. Derfor er italienerens intention at bringe emnet på banen efter holdets sidste ligakamp på lørdag, hvor holdet bliver hyldet. Ancelotti vil til Real Madrid.
- Real Madrid har henvendt sig
- Jeg sagde “respektér os” til Real Madrid. Hvis Carlo forlader Paris, ville det være et problem. For nogle dage siden ringede Real Madrids generaldirektør, José Àngel Sánchez, til mig for at spørge ind til ham, sagde sheiken.
- Jeg sagde til ham: ’Hvis du forsøger at hente Carlo, bør du vide, at han har et år tilbage af sin kontrakt. Så respektér os venligst, respektér kontrakten. Vi respekterer alle klubber, og vi forventer den samme behandling. Vi har ikke samme vigtighed som Real Madrid endnu, men det betyder ikke, at vi ikke fortjener samme respekt. Og han (José Ángel Sánchez) svarede mig, at han troede, at hans kontrakt udløb denne sæson, og at de ville tage højde for det.
- Vi håber, han fortsætter. Alle er glade for ham. Spillerne, fansene… jeg kan også godt lide ham. Jeg har støttet ham, siden han kom, og det vil jeg fortsætte med til hans sidste dag her. Jeg er optimistisk i det henseende.
Real Madrid vil smide 100 mio. euro efter Neymar - få alle detaljer her
En enorm handel kan være under opsejling denne sommer, hvis man skal tro Marca. En handel, der kommer til at minde om Cristiano Ronaldos tilbage i 2009. Florentino Pérez, der til sommer skal genvinde præsidentembedet, er angiveligt villig til at betale helt op til 100 mio. euro for at hente Neymar til Madrid.
Neymar er en sand pengemaskine, hvilket betyder, at den enorme sum er en god investering på længere sigt. Den brasilianske stjerne har helt op imod elleve sponsorer, heriblandt giganter som Unilever, Red Bull, Panasonic, Nike og Banco Santander, der indbringer ham et årligt nettobeløb i omegnen af fem mio. euro. Santos betaler ham desuden 7,2 mio. euro netto. Hvis Neymar skifter til Real Madrid, ville han komme til at tjene 10 mio. euro netto om året, og så ville han desuden få omtrent 70 % af sine imagerettigheder.
En kompliceret handel
Forhandlingerne om at få Neymar til Europa er ret så komplicerede, og det skyldes, at rettighederne til spilleren er delt mellem tre parter. Santos ejer 10 % af spilleren, Sonda-gruppen ejer 40 %, og de sidste 50 % ejes af hans egen far. Netop Neymars far er nøglen til handlen. FC Barcelonas præsident, Sandro Rosell, fik tilbage i 2011 overbevist ham om, at hans søn skulle skifte til Barcelona, og han betalte ham 10 mio. euro, for at han skulle blive i Santos indtil 2014, hvor hans kontrakt med brasilianerne udløber. Til den tid skal Barcelona så betale yderligere 30 mio. euro, som skal deles mellem parterne, i og med at Santos og Sonda-gruppen ikke modtager noget for handlen, da hans kontrakt som sagt udløber.
Real Madrid har sat juridiske afdelinger på sagen
Ikke desto mindre mener Real Madrid ikke, at den aftale bliver et problem at komme ud af. Kongeklubben kender til handlens kompleksitet, og derfor har klubben et godt stykke tid haft to advokatkontorer til at undersøge, hvordan man kan løse de juridiske forhold med henblik på at hente ham til Madrid.
Florentino giver ikke op
Forleden sendte Real Madrid to repræsentanter til Brasilien, og i dag venter Santos også to personer fra kongeklubben, som skal overvære kampen mellem Santos og Corinthians klokken 21:00. Neymar udtalte i fredags til Le Monde, at han ville blive i Brasilien indtil efter VM i 2014, men Florentino er fast besluttet på at få overbevist ham om at tage til Madrid denne sommer, koste hvad det vil.
Avis: Higuaín enig med Juventus
Gonzalo Higuaín kan være tæt på at skifte til italienske Juventus. Den italienske avis Corriere dello Sport kan i dag berette om, at den argentinske stjerneangriber skulle have accepteret at skifte til ’Den Gamle Dame’.
Avisen skriver, at aftalen mellem Higuaín og Juventus er på plads, og at klubberne allerede kan sætte sig til forhandlingsbordet i næste uge. Juventus bud lyder angiveligt på 20 mio. euro plus diverse præstationsbetingede klausuler, selvom Real Madrid vil have mindst 25 mio. euro for landsholdsangriberen.
Seneste nyheder
- Real Madrid vil give Neymar 11 mio. euro årligt, Barcelona 8 mio.
- Real Madrid forhandlede om stortalent på Bernabéu
- Han bliver Real Madrids nye træner, hvis Ancelotti ikke gør...
- Officielt: Mourinho færdig i Real Madrid
- Officielt: Ancelotti vil til Real Madrid
- Ancelotti vil have Pirlo eller Valero til Real Madrid
- Ancelotti meddeler PSG, at han vil væk inden for 48 timer
- - Real Madrid har henvendt sig



